Overlevelsestur til Siena

Vi ville gerne have lejet en bil, men det skal man altså gøre hjemmefra. For der var ikke en bil at få. Så vi besluttede os for en tur med bussen ud i det blå.
Og hvad er så mere nærliggende, end at spørge turist-bureauet til råds. Men mage til mavesur madamme, skal man da lede længe efter. Vi spurgte, hvordan man kunne komme ud på landet med bus, hvorefter hun satte en ring på et Firenze-kort og nævnte hele 2 muligheder Siena eller San Gimignano med SITA bus. Og så var den konsultation forbi.
Vi fandt SITAs garage og købte 2 returbilletter til Siena og steg ombord. Og det kan da nok være, at den køretur blev en hel del mere spændende, end vi havde regnet med. Faktisk overvejede vi om vi skulle anbefale chaufføren til Ferrrari’s team. Hold da kæft hvor gik det stærk, og vi kunne rigtig følge med i alting, for vi havde fået de 2 forreste pladser til højre for chaufføren. Han var ved at klippe alt på sin vej: Lastbiler, personbiler, fodgængere, scootere og cykler. Smålig var hen bestemt ikke.

På motorvejen holdt han 110 i timen ude i overhalingsbanen – også de steder hvor der p.g.a. skarpe kurver kun måtte køres 70. Faktisk var det mere behageligt at flyve og ikke halvt så farligt.
Men frem kom vi til smukke Siena, hvor vi straks måtte finde en restaurant for at få en flaske overlevelsesvin til vores frokost.
Vi var ganske uforberedte på Siena, så da vi kom fra en smal trappe ud på den  fantastiske Campo-plads stod vi ganske målløse og tabte både næse og mund – og næsten også vejret. René trodsede sin højdeskræk og gik de 332 trin op i rådhustårnet og fik smukke billeder af pladsen oppefra.

Kæmpestor er den og nærmest formet som en muslingeskal ud fra det imponerende rådhus. I det hele taget er Siena smuk med sin uspolerede middelalderby bygget på høje. Og smukke udsigtssteder er der overalt.
Vi drog hjem til Firenze igen med hurtigbussen – heldigvis med en lidt mere afdæmpet chauffør. Middagen blev Martins C.’s anbefaling indtaget på Osteria  il Pizzaiuolo på Via de Macci.

Vi var de eneste der ikke var indfødte og hold da op for et leben – og en lydkulisse. Vi kunne dårligt råbe hinanden op. Tjeneren talte ikke et eneste ord engelsk, men dejlig mad fik vi.