Så var det tid til Atlanterhavsvejen

Hus i Bud

Vi må indrømme: For første gang havde vi dårligt vejr med blæst og byger.
Inden afgang fra Ålesund gik turen først til en parallel til Claus V. (den hjemlige bådudstyrsforretning). Denne var bare en hel del nemmere at finde rundt i. Ejeren viste os billeder af, hvordan der tidligere var liv i havnen. Når silden kom, kunne man gå tørskoet fra den ene side af havnen til den anden. Så mange kuttere lå der i havnen.

Atlanterhavsvejen

Vi kørte ad E39 og tog færgen til Molde (35 min.), tog derefter  63 nordpå til 663/664 til Bud ved Atlanterhavet. Vejret ydede ikke byen fuld retfærdighed: Småregn og blæst. Så frokosten blev indtaget i bilen.
Derefter gik det langs kysten til Atlanterhavsvejen, som vi havde hørt så meget om.
Vi kunne godt have tænkt os lidt mere blæst og rusk, så der havde været gang i havet, som vejen er bygget på kanten af. Men der var helt stille. Ærgerligt. Det eneste der var gang i var alle lystfiskerne, der stod på den ene bro og hev fisk op. Men vejen var et imponerende bygningsværk.
Den ene bro lignede en skihopbakke, som bilerne forsvandt op i luften fra.
Vi troede, vi skulle sejle til Kristianssund, men Atlanterhavstunlen var blevet indviet i december 2009. Så det var slut med færgesejladsen. Lige da vi kom op fra tunlen, lå der en OK campingplads. Så den snuppede vi.
Efter at have slået teltet op, tog vi ind til byen, men blev lidt skuffede over, at forretningerne allerede var lukket kl. 5. Vi måtte en tur forbi turistinfo for at finde den gamle bydel.
Vejret var heldigvis blevet bedre i løbet af dagen - ikke varmt men tørt og lidt sol.
I morgen når vi forlader Kristianssund, vil vi undgå Atlanterhavstunlen. Den var så stejl, at René var nervøs for Aygo'ens bremser. Så han tjekkede temperaturen på dem