Vi ankom til Venedig med hurtigtoget. Solen skinnede, det var varmt og det første syn der mødte os, var det fantastiske mylder på Grande Canal med vandbusser, vandtaxier, motorbåde og gondoler.Vi havde lovet os selv, at vi skulle tillade os at blive væk. Og det er nok noget af det nemmeste at blive i Venedig.
Bare at finde hotellet – som ligger 5 min. fra stationen lige over Grande Canal – var lidt af et projekt. Hold da op for et mærkværdigt nummersystem de har her i byen.
Men vi fandt da vores hotel, som er en hel del pænere end det hotel, vi havde i Firenze. Vi skyndte os at parkere kufferterne og gik ud i byen for at se os omkring og få lidt frokost.
Frokosten bestod af fiske-antipasti. Det meste af det anede vi ikke, hvad var. Men det smagte dejligt.
Så blev vi enige om, at vi ligeså godt kunne få overstået de største turistfælder af dem alle: Markuspladsen og Rialtobroen: Det var en slem omgang gåsegang sammen med tusindvis af andre turister. Desuden var der et mylder af gondoler på kanalerne. En enkelt med både sanger og harmonika ombord. I en anden gondol var den en guitarist der spillede så smuk, at man næsten fik tårer i øjnene.
Efter dette menneskemylder besluttede vi os for at blive væk i de mere øde egne af byen. Man skal nemlig ikke ret lang væk fra hovedstrøgene, før der er ganske tomt i ganerne. Og vi blev i den i den grad væk i den aller yderste del af Dorsoduro, hvor der ikke var en turist i miles omkreds. Vi måtte ha lidt hjælp af et par lokale unge piger, før vi fandt ud af, hvor vi var. De forklarede os, hvordan Venedig har form som en fisk og hvor på fisken, vi befandt os.
Vi havde nemlig pludselig lidt travlt. For vi havde købt billetter til Tosca på det lokale Operahus
Ingen kommentarer:
Send en kommentar