Vi blev så glade for at blogge, da vi var på 3 måneders orlov i Sverige i sommeren 2009(http://dalslandskanalen.blogspot.com/), at vi nu har oprettet denne ferieblog. Den har vi til hensigt at bruge, hver gang vi holder ferie - både de korte + de lange. Så vi senere hen bedre kan huske de dejlige og forhåbentlig mindeværdige oplevelser.

onsdag den 29. september 2010

Sidste dag med udflugt til Treviso

Billeder fra eftermiddagens tur - Treviso er kun beskrevet med ord :-)

Så kom vi endelig tidligt op og var klar til morgenmaden, da serveringen startede kl. 8. Vi var selv ret imponerede.
Tog regionaltoget til Treviso, som ligger ca. 20 km nord for Venedig. Vi havde fået byen anbefalet af Gittes kollega Anne Kathrine. Og det var en dejlig by fuld af atmosfære og liv - altså rigtigt italiensk liv og ikke turistliv.
Det var lige noget hr. Gordon kunne bruge.






Der er desværre ingen billeddokumentation fra stedet, da vi kom af sted uden batteri i kameraet. René havde sat batteriet til opladning aftenen før. Og i morgenens travlhed havde Gitte ikke opdaget det, da tasken blev pakket. Måske var vi alligevel kommet for tidligt op :-)

Da vi kom hjem fra Treviso, brugte vi resten af dagen + aftenen på at fare vild i San Polo, San Marco og Cannaregio kvarterene, Det vil sige ... i starten var det lidt svært at komme til at fare vild, for vi rendte hele tiden ind i de ruter, der var markerede med "Per Rialto" og det betyder et væld af turister. Men den bro skal man jo desværre over for at komme til San Marco til fods.
Men lige så snart vi kom over broen og nordpå var der øde igen ... dejligt.

Kunstmaler på en bro
Vi sluttede opholdet af med manér i den sydlige del af San Polo, hvor vi spiste og drak de sidste Euro op på en dejlig restaurant. Den stod på fiskemenu endnu en gang. Der var lidt tomt i byen denne aften, da der var fodbold i fjernsynet.
Det bliver lidt mærkeligt at komme hjem til 10 grader lavere temperaturer.
Bortset fra tordenbygen her i Venedig først på ugen, har vi jo haft sol og sommer resten af tiden. Varmest i Firenze med 25 til 30 grader. Køligere her i Venedig med 20 til 22 grader.
Når man kommer fra blæsende Danmark, har det været underligt / dejligt, at der stort set ikke har været en vind der har rørt sig.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar