Vi fik ”a room with a view”

Efter en OK flyvetur – Gitte var kun ved at dø af skræk de første 5 min efter start – landede vi i Firenze, hvor vi fik dagens sidste solstråler med.
Gitte hastede ud til city-bussen med René halsende bagefter. Vi fik sneget os ind som de næstsidste passagerer og stod som sild i en tønde de 20 min. køreturen til centrum varede.
Men den overfyldte bus forhindrede ikke en ivrig billetkontrollør i at stige på bussen halvvejs og kæmpe sig vej gennem bussen og klatre over et utal af kufferter for at tjekke, om alle havde billet. Blot for at konstatere at ingen havde stemplet deres billet. Hvorefter han samlede billetterne sammen, stemplede og delte ud igen. Som om nogle af alle disse turister vidste, at de kunne bruge en ustemplet billet som returbillet ved hjemrejse. Hvilken arbejdsiver.
Vi gik gennem centrum i tusmørket ... fantastisk syn med den smukke domkirke i hvidt, grønt og lyserødt marmor + den imponerende kuppel mod den mørkeblå aftenhimmel.
Der var et mylder uden lige af både kørende og gående i denne varme sensommeraften.
Vi tjekkede ind på det lille hotel i centrum kl. 20 og fik et værelse på 4. Sal med en fantastisk udsigt over byens tage. Faktisk kan vi se toppen af domkirkens kuppel – ligger kun 5 minutters gang væk.
Vi smed kun lige vores kufferter op på værelset og hastede derefter ud i den lune aften – 23 grader – og spiste pizza på Piazza Santa Crose. Derefter gik turen over Arno op ... op ... op til Piazzale Michelangiolo, hvorfra der er den smukkeste udsigt ud over byen, som det ses på de 3 billeder.
Efter et besøg på en kaffebar, gik vi hjem i seng – lidt naivt for åbne vinduer. Dem smækkede vi dog i ved 2-tiden. For hold da kæft for en larm. Sover de italienere aldrig?