Vi blev så glade for at blogge, da vi var på 3 måneders orlov i Sverige i sommeren 2009(http://dalslandskanalen.blogspot.com/), at vi nu har oprettet denne ferieblog. Den har vi til hensigt at bruge, hver gang vi holder ferie - både de korte + de lange. Så vi senere hen bedre kan huske de dejlige og forhåbentlig mindeværdige oplevelser.

søndag den 4. juli 2010

I skarpe sving ned ad Trollstigen på turen mod Ålesund

Stod op til endnu en smuk morgen med Geirangerfjorden i sol og stille vejr lige udenfor teltdøren, mens et smukt krydstogtskib sejlede forbi. Det lignede et legetøjsskib mod de over 1000 meter høje fjeldvægge.
Så gik det op ad Ørnevejen gennem de 8 hårnålesving og stigning på 10 % op til Ørnesvinget, hvorfra der er en pragtfuld udsigt over byen og fjorden.
Vejen op over fjeldet mod Eidsdal var også fantastisk. Fra Eidsdal sejler man 10 min. over fjorden, og så går turen mod den berømte Trollstigen over et smukt bart landskab med de mest fantastiske udsigter, sne, løsgående får, smukke hytter osv. Trollstigen blev åbnet som sommervej (åben fra medio maj til medio oktober) i 1936 og har 12 hårnålesving og en stigning på 12% i en meget dramatisk natur.
Turen ned ad Trollstigen var fantastisk og spændende. Heldigvis var der kun langsomt kørende turister på ruten. Og stakkels René med sin højdeskræk følte det, som om han blev suget ud over kanten inkl. Aygo, når Gitte insisterede på et stop, fordi der helst skulle fotograferes på de mest dramatiske steder.
Resten af turen til Ålesund - med de indlagte omveje - var også pragtfuld og varieret.
Især det nærmest turkisblå fossende vand i frit, naturligt løb gjorde indtryk. Rafting er meget udbredt her - ligesom ved Odda.
Vi ankom til Ålesund, som er en ret stor by, og kørte rundt og rundt og rundt, inden vi fandt en campingplads lidt udenfor byen (endnu en fordel ved bådferie: Man lander altid midt i byen). Her fik vi igen en plads helt nede ved vandet.
Efter lidt dåsemad (turens første og helt sikkert også eneste) tog vi ind til smukke Ålesund

Ingen kommentarer:

Send en kommentar